Årsager og symptomer
Det er helt almindeligt, at din voksende mave og vægt kan give dig gener eller smerter i lænd og bækken. I forbindelse med en graviditet vil din krop udskille et hormon, der har til opgave at blødgøre livmoderhalsen og ledbåndene omkring bækkenleddet.
Når ledbåndene blødgøres, kan det medføre en følelse af instabilitet i bækkenet.
Desuden kan generne eller smerterne stamme fra musklerne, da disse kommer på arbejde i forhold til den øgede kropsvægt. Musklerne langs rygsøjlen og i balleområdet, kan føles ømme og spændte og der kan være en let udstråling ned i balle og lår. Du kan måske også have ondt på forsiden ved kønsbenet. Dette kan skyldes, at den øgede vægt fra maven tynger på leddet.
En kendt diagnose blandt gravide er bækkenløsning – her opleves stærke og jagende smerter fra begge sider af korsbenet og foran ved kønsbenet. Det gør ondt at stå eller blot at gå en lille tur og det kan være meget smertefuldt at vende sig i sengen. Selvom det er en kendt diagnose, er det dog kun ca. 5% af de gravide, der har en klassisk bækkenløsning.
Hvad kan du selv gøre
Hvis du har bækkensmerter, er aflastning vigtigt. Har du det godt med at ligge på ryggen uden at blive utilpas, kan du lægge underbenene op på en stabel af puder, så ryg og bækken kommer til at ligge fladt mod underlag. Du kan også ligge på siden med en hård pude mellem knæene.
Det kan give dig smertelindring at bruge et graviditetsstøttebælte – dette bælte placeres rundt om hofterne og lukkes med velcrobånd under maven. Det giver støtte til dit bækken og mindsker belastningen på leddet.
Prøv så vidt det er muligt at undgå tunge løft, der belaster din ryg og bækken.
Det er vigtigt, at du holder dig fysisk aktiv under din graviditet, selvfølgelig med individuelle hensyn.
Der må gerne indgå både konditions- og styrketræning, der regulerer vægtstigning, forebygger forhøjet blodtryk og diabetes, samt forbedrer din søvn, humør og din fysiske form og styrke.