PrimaCare For Behandlere

Tennisalbue

 

Årsag og symptomer

 

Nogle af de muskler, der bøjer håndleddet bagover og strækker fingrene, sidder på ydersiden af albuen. Ved gentagne ensidige bevægelser i disse muskler, kan de blive overbelastede og give smerter ved albuen. Smerterne kan også stråle ned i underarmen og hånden samt op i overarmen og nakken.

 

 

 

Hvad kan du selv gøre

 

Hvis du oplever de kendte smerter fra en tennisalbue, bør du undgå eller begrænse de belastninger, der udløser smerterne. Samtidig bør du forebygge problemet, ved at øge styrken i underarmens muskler og sener.

Det kan være svært at reducere ømhed og smerte, der opstår i forbindelse med dit arbejde. Du kan i en periode få brug for aflastning i de mest belastende arbejdsfunktioner. 

Hvis du har meget arbejde foran computeren, kan du med fordel fokusere på at variere dine arbejdsstillinger og arbejdsredskaber. Der findes bl.a. arbejdsredskaber (tastatur og mus), der er designet til at reducere belastningen på underarmen og albuen.

Hvis du har brug for det, kan et albuebind eller albuestrop gøre dig opmærksom på at minimere bevægelsen i albueleddet, og stroppen kan give smertelindring med en lille gelépude, der placeres ovenpå det smertefulde punkt på albuen.

Træning

Det er vigtigt, at du holder dig aktiv og kommer i gang med træning. Træning er effektivt til at mindske smerter og gener, samt til at forebygge nye gener i kroppen.

Nedenfor finder du en række øvelser til at behandle og forebygge smerter i og omkring albuen. Du kan med fordel lave alle øvelserne hver dag og på begge arme.

Det er den velkendte smerte, der afgør, hvornår du kan stoppe med at lave øvelserne. Det er imidlertid en god ide at fortsætte med at lave øvelserne som en forebyggende indsats.

Tennisalbue bevægelighedsøvelse

Bevægelighedsøvelse

Gentagelser: 3x10 gentagelser

Sådan gør du: Lad dine arme hænge afslappet ned langs kroppen. Bøj dine albuer i en 90 graders vinkel, og hold albuerne ind til kroppen under hele øvelsen. Knyt dine hænder, og roter håndleddene rundt i cirkler. Først den ene vej, og så den anden. Det er normalt, at der kan være lidt modstand i dele af bevægelsen.

Tennisalbue styrkeøvelse

Styrkeøvelse

Gentagelser: 3x10 gentagelser

Sådan gør du: Sæt dig ved et bord med underarmen hvilende på bordet og hånden ud over kanten af bordet. Håndfladen skal pege ned mod gulvet. Hold en håndvægt på 0,5 – 1 kg eller en lille fyldt vandflaske i hånden. Bevæg langsomt hånden op og bagover uden, at du flytter underarmen fra bordet. Sænk langsomt hånden tilbage til udgangspositionen. Du skal kunne se og mærke, at du træner musklerne på oversiden af din underarm.